Lokalhistorie 4

(Gå til Lokalhistorie 3)

Ein tur gjennom Ryfylke for hundre år sidan

Fra Den Norske Turistforenings årbok av 1876, gjengitt i programheftet for Ryfylkedagene 1976.

Ryfylke er for de fleste turister en mindre bekjendt egn. Den store strøm, der går til Hardanger, farer Ryfylke stolt forbi. Enkelte berøre det vistnok, når de over fjeldet kommer ned til Suledalsvandet, men de skynde sig almindelig over til Røldal for at nå Odde. Selv de, som fra Sæters­dalen eller Siredalen går over til Lysefjorden for at beundre dens mægtige natur, anse det for et held, når de hurtigst mulig kunne passere Ryfylke for at nå "det underdeilige Hardanger".

Og dog har Ryfylke, om det end med hensyn til afvexlende scener og storartede bræer og fosse ikke kan måle sig med sit berømte nabodistrikt, dog såmange storslagne og idylliske partier, at det er vel værd at ofre nogen tid for at tage dem nærmere i øiesyn. Hertil kommer, at da dette distrikt indtil nå så at sige har været Stavangernes separate turistrevier, og som følge heraf hidtil er bleven forholdsvis uberørt af andre reisende, yder det i mange henseender den reisende større behageligheder med hensyn til god modtagelse og prisbillighed end det af den store turiststrøm oversvømmede Hardanger. Da jeg i 1875 havde anledning til at gjennemstreife den største del af Ryfylke, skal jeg om denne landsdel give nogle notitser, der muligens kunne interessere enkelte af årbogens læsere.

Når man efter at have nydt den overvældende udsigt fra Lyse­brækkerne er nået ned til Lysefjorden, har man herfra 3 1/2 mil bådvei til Fossan, hvis man ikke foretrækker at gå iland halvveis ude i fjorden ved Kallesten for derfra at gå over fjeldet til Årdal (4-5 timer), hvad man også godt kan gjøre uden alligevel at tabe synderligt at det seværdige i Lysefjorden, hvis mægtigste partier findes i dens inderste del.

Fra Jøssang

På Fossan godt logis hos Jakob Fossan. Yndere af geologiske mærkeligheder ville sikkert ikke fortryde på en 2 timers magelige udflugt fra Fossan til Haukelidvandet for at betragte de store moræner og det mærkelige dalføre, hvorigjennem veien til vandet fører. Haukelidvandet selv har vilde bredder. Ved at gå iland ved Ejdene eller Myra i Lysefjorden skal man også med lethed kunne komme ned til Haukelid og derfra over vandet til Fossan, hvorved man vil spare sig ca 1 mil af den allerede tilstrækkelig lange bådfart på Lysefjorden.

Fra Fossan må man tage båd til Strand (1 3/4 mil) eller til Naig i Idsøfjorden, da intet dampskib endnu går i påregnelig rute på Fossan. (Vil man over til Strand ud en at bryde sig om at gå til Fossan, kan man også forkorte veien ved at stige iland på nordsiden av Lysefjorden ved Høleslidplads og gå over til Botne, hvorfra man tager båd til Fjelde, eller, om man vil, kun til Jøssanger for at gå videre tilfods.)

Vil man derimod lægge veien om Stavanger, skulde jeg, hvis man ikke er så heldig at træffe særdeles gunstige omstændig­heder for den langebådfart did (vel 2 gamle mil), tilråde at sætte over fjorden til Høle og derfra gå til Sandnæs, en ca 2 mile lang vei, der skal have flere vakre partier. På Sandnæs kan man tage den i sin slags enestående planteskole i øiesyn, og om man så ønsker, vil man herfra om kort tid pr jernbane kunne komme til Stavanger.

For en turist vil det imidlertid være at foretrække at gå videre til gamle Sole kirke (ca 3/4 mil). Er man så heldig, at vesterhavet står på Solestranden med stærk pålands­vind, vil en østlandsbeboer have et for ham ligeså sjeldent som storartet skue. I nærheden av Sole kan man få båd over Hafrsfjorden til Malde (knap 1/2 mil); underveis bør man da stige op på den mindste av Sømsøerne for at beundre dens rige vegetation, der efter min rorskarls beretning skulde hidrøre fra, at øen i Hafrsfjordslaget blev gjødet med kjæmpeblod.

Fra Malde har man 1/2 mil til Stavanger enten over Tjensvold, hvor tegnelærer Hansen med megen forekommenhed viser enhver reisende sin bekjendte fiskepark med udklækningsapparater samt øvrige kuriositeter, eller også over Ullenhaug, hvilken vei i pittoresk henseende er at foretrekke. Fra den største af Ullenhaugene har man nemlig et meget smukt panorama: nordover Stavanger med de udenfor liggende øer, hvoraf Rennesø rager frem med sit høie profil, mod øst Gandsfjorden, mod syd Hafrsfjorden med Sole kirke i baggrunden og i vest havet. Nærmere Stavanger har man også lige ved veien et smukt prospekt fra Vålandspipen- udsigten herfra er kanskje ikke fuldt så vid som fra Ullenhaug, men til gjengjæld er Stavanger med sit smukke parti om Bredevandet rykket frem i forgrunden. (Fra Jåttennuten på veien mellom Sandnæs og Stavanger skal der også være en meget smuk udsigt.) Den angivne vei fra Fossan til Stavanger kan man godt tilbagelægge på en sommerdag, og vil man vist også kalde den en vel anvendt dag. Kommer man imidlertid, som regelen er, til Lyse om aftenen, vil man under ikke altfor ugunstige omstændig­heder næste middag nå Fossan og om aftenen Sandnæs. Næste morgen kan man over Sole og Malde være i Stavanger så betids, at man efter at have beseet domkirken, kan nå Strand udpå eftermiddagen.

Fra Notvik

På den sidste udflugt, jeg foretog i Ryfylke, seilede jeg og en kamerat fra Stavanger kl 11 om form. til Strandestø på knapt 2 timer med god kuling (alm.l spd. for 2 md.), idet det var vor hensigt den næste dag at nå dampbåden fra Stavanger ved Fister. Man kan forøvrigt nu meget ofte have anledning til at komme over til Strand på en liden dampbåd, der tilhører ejerne af det store møllebrug og ølbryggeri, der er anlagt på Tou i Strand. Ved Strand kirke godt bondelogis hos Holger Strand. Præste­gården Løvbrække vakkert beliggende i en birkeskov.

Fra Strand kirke nåede vi Vatne ved Tysdalsvandet på l 1/2 time. Den første del af veien ensformig indtil man kommer til Tjøstejm, hvorfra udsigt til det vakre Bjøreimsvand med tildels løvbevoxede bredder - Vastveitgårdene smukt beliggende på den andre side. Gjennom en frodig, deilig duftende birkeskov gik vi til Vaufle og derfra over broen til den store Bjøreimslette. Kommer man til Tou med damp­båd, kan man derfra ro over Bjøreimsvandet lige op til øvre ende af Østhusvandet, hvorfra kun 1/4 times march til Vatne. Fra Bjøreims- eller Østhussletten snevrer dalen sig sammen til en trang, gold kløft, der igjen utvider sig lidt i Tysdalsvandet. Dette har mægtige omgivelser. Birk blandet med furu søger at fæste rod, hvor det er muligt; men på flere steder ere fjeldene lodrette og ligesom glathøvlede. Således falder det på vandets nordside liggende Svofjeld, (på kartet kaldt Lovåsfjeld, efter den på fjeldets bagre skråning liggende støl), sågodtsom lodret ned lige til vandet. Ligeoverfor stiger Reynafjeldet til en høide af 2570 fod, et steilt, nøgent fjeld, når undtages nærmeste vandet, hvor det er skov­bevoxet; det skal være et godt sømærke. Østenfor disse fjelde aftage bredderne i vildhed. Furuens mørkegrønne blander sig smukt med løvtræernes lysere farve. Tysdalsvandet er 3/4 mil langt, men tog med gunstig vind kun l time. vi betalte 60 sk. for 2 md; men det var vanskelig at få folk, da vi på Vatne kom midt op i et bryllup.

Kyrkja på Strand

Fra Tysdal til Tveit i Årdal (1 1/2 times march) er delvis god kjærrevej, delvis ridevej. Kommen op i lien forbi Måland har man fra en kolle ved veien et smukt tilbageblik på Tysdals­vandet med Målandsletten i forgrunden.

Under nedstigningen til Tveit har man en malerisk udsigt over den vakre Årdal. Selve bunden af hoveddalen, hvorigjennom Årdalselven flyder, danner en flade med gårdenes jorder som mørkegrønne tepper i den frodige løvskov. Ligeforan os tittet Øvre Tysdalsvand frem gjennem en furuli. Bergeland skrås over for Tveit er et af Stavangerne meget yndet logis på deres fisketure til Årdal. Længere oppe i dalen nær Vigedal skal være en smuk fos.

Når man har dreiet vestover fra Tveit, har man fra en liden høide lige ved veien en lønnende udsigt over dalen og Øvre Tysdalsvand med ligeså storslagne omgivelser som dens allerede omtalte navne. Man har her også en mærkelig terrænformation. En lav kam skiller Tysdalsvandets vestende fra den pa­rallelt med samme ca 100 fod lavere løbende hovedelv. Fra det af os indtagne standpunkt ser det ud, som om en ubetydelig stigen af vandet kunde bringe det til at flyde utover den sandede furumo. Gjennem en revne lidt længere nede har det dog lykkedes vandet at bane sig afløb til elven, som efter foreningen fossende skummer ned gjennem birkelierne. Den samme lave kam, som skiller Tysdalsvandet fra hoveddalen, fortsættes nedover og skiller ligeledes det ved kirken lig­gende mindre vand fra hovedelven, så at det må bane sig sin egen vei ud i Årdalsfjorden ved Mælsosen.

Fra Vatne

Vi brugte omtrent 3 timer fra Tysdal til Mælsosen, altså ialt 6 1/2 times tid fra Strand til Mælsosen, hvoraf l times ophold på Vatne, inden vi kunde få båd. Ved Målsosen damp­skibsanløbssted er meget godt logis hos landhandler Smith.

Næste morgen gik vi fra Årdal over til Fister for der at træffe det nordover gående fjorddampskib. Veien stiger brat op i ca 500 fods høide fra Mælsosen. Veien er ikke til at tage feil af, når man, efter at være kommet op på høiden, kun er opmærksom på ikke at tage til høire ned i dalen til pladsen Ås (veien til Hjelmeland), men at holde sig på skrå­ningen et stykke, indtil man kommer ned i et skar, hvorfra man snart ser det smilende Hetlandsvand. Et stykke nedenfor tager man af tilvenstre fra den største vei for at komme til Stofreland (Størland, 3/4 time did fra Mælsosen). Herfra fikk vi båd til Stemmen (12 sk). Vil man derimod gå lige til Fister (hvad der kan blive nødvendigt, hvis Stofrelandsbådene ere på den andre side ved Stemmen), holder man den mest befærdede vei til høire og går om pladsen Haugen samt gårdene Hetland og Bjelland langs vandets nordre side. Hetlands­vandet har venlige bredder og skal være meget fiskerigt (ørret, røi og ål). på nordsiden stikker Løvås sit skaldede hoved op af skoven. (Som en sjeldenhed nutildags kan anføres at Knut Størland klagede over den frodige skov, specielt rig­tignok eneren, der ødelagde græsgangen, "idet der snart ikke var et græsstra mere at finde for kreaturerne mellom buskene.

Fra Stemmen går flad kjørevei ned til Fister, som vi nåede efter 2 timers magelig gang fra Mælsosen, og hvor vi endnu havde anledning til at tage et ypperligt bad, inden dampbåden signaliseredes.

Vi valgte denne vei til Fister, fordi jeg allerede tidligere havde gået veien over til Hjelmelandsvåg. For dem, som besøge egnen for første gang, er denne vei måske at anbefale. Ad en vakker og magelig fjeldvei (ridevei) kan man gå over fra Mæls­osen til Hjelmelandsvåg på 2 1/2 time. Man bør da være så tidlig ude, at man, inden dampbåden ankommer, kan gjøre en trip op til det større, oven for kirken liggende vand. Hjelmelandsvåg er et af de vakreste, yndigste steder i Ryfylke, og har man tid, er det vel værd at hvile over der en dag. Vi havde udmærket godt og billigt logis hos handelsmand Stangeland. Udsigten fra Vågen er ligeså malerisk, som udsigten til samme fra dampskibet. Hjelmen tager seg præktig ud.

Garden til Tobias Østerhus, Reinarnuten i bakgrunnen

Fra Fister hadde vi tænkt at gå med dampskibet lige til Sand, men lode os af nogle medpassagerer bevæge til at gå med på båd fra Knutsvik til Hålandsosen. Vi brugte hertil med guns­tig vind 2 timer. Erfjord har et ganske stolt parti ved Gunlanuten (2660'), der grønklædt lige til toppen stiger mægtig tilveirs. Tværsover eidet ved Kilene sees de mægtige fjelde på den søndre side af Hjørendfjorden (næst Lysefjorden Ryfylkes vildeste og farligste fjord.) Malerisk parti, når man svinger ind mod Hålandsosen - smukke, vilde fjellformationer i baggrunden af den trange fjord. Hålandsosen selv smilende parti tilhøire under et staut fjeld. Vel værd et besøg. Damp­skibet går afvexlende herind. på Hålandsosen efter udseendet ganske godt logis.

Fra Osen sjelden interessant opstigning til Natlandsvandet ad den gjennem Hålandsdalen nyanlagte vei. Imposante fjelde, yppig vegetation; hvor rødderne kunne bide sig fast i de steile fjeldrevner, voxe træerne frodigt. Især frembyder den første fjerding megen interesse. I elven ved osen godt fiske. Efter 2 timer nåede vi det ca 800' høit liggende Natlandsvand, tildels forsinkede ved at vade i den bløde fyld på den endnu under arbeide værende vei. Vi vare så heldige strax at få båd over vandet til Østhus, så vi slap at gå langs bredden om Natland.

Fra Østhus stiger man på ganske god fjeldvei jævnt op til Budalsvandet (ca 1100') og derfra videre til et mindre tjern, som kaldtes Linestadtjernet (1350'). Herfra gik veien op ad en af de forfærdeligste og længste brækker, man kan træffe på flere 100 fod høi og så brat, at man undertiden måtte kravle op. Den kan omgåes ved at gå tilhøire over Buda1stølen. Om denne støl må vistnok også veien gå, ifald det formentlig lidet motiverende projekt at fortsætte Natlandsveien ligetil Suledal skulle blive realiseret. Når man er kommet op på toppen af brækken, er man snart ved vandskillet, der, hvis barometret viste riktig, ligger i en høide af 18-1900'. Herfra brat og ubehagelig nedstigning til de første gårde i Suledal. Fra Hålandsosen ned til Suledalsgårdene brugte vi, såvidt erindres, ca 6 timer, dog må mærkes, at vi måtte gå i mag for ikke at svigte følge med en kamerat, der var mindre øvet fodvandrer. Vi gik strax videre til Suledalsvandet og fik efter nogen møie på en plads lige ved vasenden (Hagen?) båd hos Torbjørn Hagen Fisketjøn (96 sk. for ham og søn til Våge), hvor vi fik udmærket logis.

Frå Fister

Suledalsvandets maleriske og yppige bredder ere så ofte beskrevne, at jeg ikke videre skal opholde mig herved. Neppe nogen anden af vare indsøer turde her i kunne måle sig med Suledalsvandet. Alene den i sit slags enestående, af malerne oftere gjengivne Suledalsport gjør en udflugt til Suledal lønnende.

Den tidsmæssige flade vei, som fører fra Sand til Suledal, har også sine interessante partier, blandt hvilke især den vilde fjeldkløft "Juvet" langs den fossende elv vækker beundring. Når man ikke tidligere har seet Juvet og heller vil fare i mag, turde det derfor være at foretrække at gå med dampskibet til Sand istedetfor at gå fjeldveien fra Hålands­osen, hvorved man kommer ned på Suledalsveien ovenfor Juvet.

Dersom man under et fornya besøg i Ryfylke skulde foretrække de indre veie, vilde vistnok turen op Øvre Thysdals vand og derfra over i Riselvens dalføre til Tøtlandsvik være meget interessant. Fra sistnævnte sted kunde man da sætte over til ytre Ejdene (vel 1/4 mil) og gå over den smale landtunge til den på den anden af samme liggende, men på amtskartet ikke anmærkede Ejdeneplads, hvor almindelig haves båd. Herfra kan man da ro op til Hålandsosen (1/2 mil). Eller også kan man fra Tøtlandsvik ro ind til Valde (henimod l mil), for opgjennem Valdedalen at gå over til Suledal. Man vil derved vistnok gå glip af Hålandsosen og den seværdige Hålandsdal, men til gjengjæld vil man få se Hjøsendfjorden i dens vildeste strøg, ligesom også Valdedalen skal have sine interessante partier.

Fra Våge stege vi den følgende dag op til høiden af skaret (ca 450'), en mægtig fjeldkløft med steile vægge, Suldals­porten nr 2. Herlig indrammet udsigt over det deilige vand, der lå for os med sin eiendommelige klarhed og gjennemsigtighet. Bekvem nedstigning til Hylen. Overgang fra Våge magelig på ca 1 1/4 time.

Hylsfjorden også storslagne bredder. Vakker fos på nordsiden, 1/4 mil udenfor Hylen (Lingangfos?). Den styrter fra en an­seelig høide ned i en høl få alen over vandfladen, inden den falder i fjorden. Når vandmassen er stor, sætter den sådan røg, at den fugter løvtræerne på den modsatte bred.

Frå Fister

Fra Hylen toge vi båd til Vandvik. Henimod 5/4 mil. Brugte 2 3/4 time med adskillig modbør. (Ole Hansen Hylen flink rorskarl, fik 48 sk. og en mand, som vi havde den halve vei 24 sk.) Vakker vei fra Vandvik gjennom frodig skov og duftende enge til Moldethveit. Brugte l 3/4 time i mag. Veien i det hele godt synlig; man må imidlertid vel lægge mærke til, når man kommer ned til enden av skaret, ikke at gå udover den store "Bæstevei", der går ned i dalen, men holde sig vel tilhøire op under åsen (dog ikke op i uren). Veien taber sig igjen ved nogle myrer; her heller ikke ned ad stien tilvenstre, men ret over til et udlade, hvor man snart fin der veien igjen, som nu er godt synlig til Moldethveits indmark under den lodrette, skarptprofilerede Præstestol.

Moldethveit storartet beliggenhed i ca 500 fods høide. Særdeles smuk udsigt over Saudefjorden. Må være sund bolig ­- ialfald ualmindelig friskt utseende, smukke beboere, både forældre og børn. Fik en gammel mand til at ro os til Saude, henimod 3/4 mil. Brugte 5/4 time med god vind. Vakker fjord­fart. Flere fosse, hvoraf især Moldalsfossen er at mærke. Den styrter også ned i en gryde og ser ud, som den aldeles skulde forsvinde, indtil man får se den igjen ved passagen af sagen.

Saude ligeledes udmærket vakkert parti, mere smilende, hvor kirken nå ligger, mere vildt, hvor den gamle kirke lå. Sne­fjelde i baggrunden, fosse på begge sider. Efterat have fået noget mad hos landhandleren, hvor det så ut til at være nogenlunde godt logis, begave vi os på veien til Årtun, vor reises mål den dag. Flad vei til Østreim, men herfra en meget brat klev op til Fiveland. Fra dette sted utmærket smukt tilbageblik på Saudebygden og Saudefjorden. På den anden side av Fiveland også særdeles tung brække op til pladsen Heia. Herfra god, tildels flad vei til Årtun langs Storlidvandet, som ligger mørkt og dybt flere 100 fod under den steile styrtning, hvorpå veien går. Snart se vi den vakre Hellandsbygd (720'), hvorigjennem elven bugter sig i flere slyngninger. Den mæktige Suldalsfos, som man længe har hørt, kommer nu frem. Den vilde kunne indskrives blandt Norges storfosse, hvis den havde rent fald; men uheldigvis deles dette ved en knæk, så at man ovenfra veien kun ser den øverste del og fra Årtun­gårdene alene det nederste fald. Rensligt bondelogis hos Østejn Årtun - venlige snille folk. Vi kom frem kl 10 1/2 aften, men var først gået ut fra Våge kl 1/2 10 om morgenen.

Kleppholmen

Kl. 7 ¾ næste morgen brøde vi op fra Årtun for at gå over til Seljestad med Mons Johannessen Årtun som fører. Han for­langte herfor 1 spd. For hvilken betaling han erklærede sig villig til at følge enten til Rullestad eller Seljestad, om nogen senere skulle ønske det. Han var en dyktig fører, godt kjent, udholdende, snil og venlig, følgelig i enhver henseende at anbefale.
 
Interessant opstigning til Slettedalen. Flere fosse, hvoriblandt den uamindelig smukke Drivfos bør betragtes ved at gå ned på en liden fjeldknaus. Smukt tilbageblik på Skavlenutfonnen (5020’) og på Suldalsfossen.

Slettedalen vakker, flad sæterdal mellem høie smukke fjelde, der er synlige med en gang lige til toppen (Nevrodnuten på vestsiden samt Ukkerdalsnuten, Reinaskarenuten og Ørnenuten på østsiden. Veien ganske flad, meget myrlændt, ikke til at tage feil af på elvens vestside.

På Østsiden af elven kommer den vakre Bergedalsfos fra Bergedalen (vei over til Røldal, omtrent lige langt som til Seljestad). Strax ovenfor Bergedalsfossen går man over den skrøbelige bro (altså ikke til venstre opad den langs et sandrap synlige vei på venstre side af elven). Man holder sig efter overgangen omtrent midt mellom elven og fjeldet. Hvileplads ved en støl, som kaldtes Torvøjna, og som regnedes at ligge 1 mil fra Årtun (2 1/2 time did). Kl 11 fra Torvøjna og ankom kl l 1/4 til Vierboden, som regnedes at ligge l mil fra Torvøjna. Efter knap l 1/2 times gang fra denne får man på den modsatte side øie på Tværelven.

I nærheden av Tværelven tager man over til Rullestad (høist 3 timers gang efter Mons sigendet. Med bestemmelse did bør man vade over Dalåen (Slettedalens hovedelv), vel 1/2 time efter afmarschen fra Torvøjna - derefter vade over Tværelven og gå over det lave skar eller Sadelen, som er let synlig.

Efter 2 timers gang fra Torvøjna blev Vierjuvet synligt til venstre i en retning lodret på hoveddalen. Op ad dette juv skal man, hvis man vil til Seljestad, medens man, hvis man vil til Røldal, følger dalen videre opover til Slettedalsbotn. Samme vei må man også i begyndelse følge til Seljestad, hvis man vil have hest med, da man ikke kan passere med hest op Vier juvet. Den sidste del af dalen er forøvrigt også ubehagelig at ride.

Hunsnes

Vil man imidlertid ikke gå hele veien, bør man derfor heller ride den første del oppover Slettedalen, idet denne senere snevrer sig mere og mere sammen og blir gold og fuld af ur.

Fra Vierboden går veien lidet synlig opover på den bratte høire skrænt af juvet (ikke gå helt op på høiden af skråningen), indtil den henimod toppen af skaret går ned i dette og over den derværende fonn. Kl l 1/2 gik vi fra Vierboden og vare kl 2 1/4 oppe på høiden omgivne af sne og is. Kommen op, svinger man lidt til høire over fonnen; man ser omtrent i n.n.o. det dybeste skar, hvorigjennem man skal, passere derpå mellem 2 vand, (hold godt tilhøire uden at gå op på selve toppen). Har man nået det omtalte skar, ser man på kort af­stand Stentjern, som man omgår på venstre (nordre) side (en god krog). Fra tjernets øvre ende styrer man på hjørnet af det grønne fjeld, som tegner seg skarpt mellom Løningdalen og hoveddalen ved Seljestad (Horrehej), vader over Dyrskar­elven og holder sig fremdeles lidt tilhøire mod hjørnet af Horrehej ligetil stølen (den nederste, den øverste kommer man ikke forbi). Smuk udsigt over Folgefonnen fra høiden. Vi kom ned til Seljestad kl 6 1/4. Altså 10 1/2 times overgang hid fra Årtun.

I deiligt veir nøde vi de smukke, storslagne partier nedover veien til Odde, der forekommer mig mere og mere storartet for hver gang, jeg atter vandrer den, Et par svenske turister, som vi senere traf på Odde, og som havde reist adskilligt i Schveitz og vare temmelig kræsne, måtte dog også indrømme, at veien nedoverfra toppen af Horrebrækkerne til Odde søgte sin lige med hensyn til storslagenhet og afvexlende skjønhed. Særskilt synes mig, at reisende må være henrykte over de mange smukke fossefald, som man får så at sige gratis ved selve veien, medens man i udlandet mange steder foretager lange udflukter til "Staubbacher" og "Waldbachstruber", der langt fra kunne måle seg med Espelandsfossen og Låtefossen, og hvad de nu alle hedde. Kl l0 1/2 kom vi til Odde (altså 4 timer fra Seljestad, hvoraf l time i båd over Hildalsvandet) og vare glade ved at udhvile os ved et godt måltid hos Lars Vetterhus, hvor folkene var lige snille og venlige som sidste gang, men priserne ikke så lidet mere europæiske.

Da vor plan egentlig var at gjøre en rundtur. i Ryfylke, havde vi til hensigt at forblive næste dag (søndag) på Odde for mandag morgen tidlig at gå over til Fjære i Åkrefjorden.

Fra Hjelmeland

Herfra skulde vi ved middagstider drage nedover fjorden med dampskib, for over Etne at nå Sandejd og tirsdag med "Skjold" gå den ydre fjordlinie til Stavanger. Herved vilde vi fået anledning til at se Åkrefjorden, det for sin vakre natur bekjendte Etne samt Ryfylkes ydre fjordrute, der også har mange smukke partier t.ex. Nærstrand, men først og fremst strøget mellem de ualmindelig smukke, smilende Stjernerøer, perlerne i det Ryfylkske arkipel.

Uheldigvis fik vi imidlertid først efter en udflukt til Buer­bræen søndag underretning om, at dampskibet netop havde forandret sin rute og først anløb Fjære sent mandag eftm. Ved a.t gå med det, vilde vi derfor ikke betids nok komme til Etne for at kunne nå Ryfylkedampskibet ved Sandejd, og at række Sandejd itide ved afreise fra Odde mandag morgen var så lidet sandsynligt og ialfald afhængigt af så mange omstændigheder, når vi skulde i båd ud Åkrefjorden, at vi ikke turde indlade os derpå.

Vi foretrak derfor at gå mandag middag med "Hardangeren" ut til Lofthus, hvor vi tilbragte efterrniddagen med at vandre omkring i det deilige Ullensvang. Udmærket logis hos land­handler Utne. Næste formiddag satte vi over til Villure og gik den smukke vei til Grimo, hvor vi traf Vikingen, der førte os direkte til Stavanger.

Jeg vil håbe, at en anden med bedre lykke, betræffende damp­ skibsruterne, vil kunne fuldstændig gjennemføre den af os projekterede rute. Så meget har jeg senere seet af de punkter, vi denne gang ikke kunde nå, at jeg holder mig forvisset om, at man ikke vil fortryde på at gjøre den omtalte fuldstændige Ryfylketur. Havde vi itide vidst, at vi ikke kunde påregne dampskib fra Fjære, vilde vi have kunnet gå fra Årtun direkte til Rullestad, hvorved vi havde fået fuldstændig tid til at nå Sandejd med bådskyds på Åkrefjorden.

Hjelmelandsvågen

Fiske i Strand ved århundreskifte

Fra Ætt og Heim 1986, Peter Barkve

Klikk på bildet

Dei eldste i Strand

Oversikta er f.o.m. 1951. Ta gjerne kontakt ved feil/mer opplysninger.

Åpnes i Excel/Open Office, klikk her.

Nepa som matplante i gamal tid

Fra Ætt og Heim 1968, av Jon Bergsåker.

Det er gjerne eit noko uklårt spørsmål i vår jordbruks- og for så vidt i vår kosthalds-historie kor breidt rom nepa hadde i dyrking og som dagleg mat tilbake i hundreåra og før poteta vann sitt rådande rom i så måte. Svenske etnologar, som ein gjerne vil søkja til etter opplysning når det gjeld spørsmål av slikt og liknande slag, så medvete granskingsarbeid det gjennom årrekkjer er dreve på svensk område, dei tykkjest ikkje ha noko fullt overtydande samsvar i sitt syn på tilhøvet nepe — potet i hushaldet. Gösta Berg (Potatisen och rovan) meiner såleis at ein bør vera varsam i vurderinga kor vidt nepa som mat vart redusert ved potetene, då dei kom inn i hushaldet. Ein må skjøna han slik at han lite vil tru at poteter avløyste nepe i så måte. Bruken av poteter førde meir til eit redusert kornforbruk. Frå svensk område vert det såleis nemnt korleis ein frå første helvta av 1800-åra — då potetene hadde «slege igjennom» — fekk ein stogg i den stendige auken i kornforbruket som ein hadde hatt i tida føreåt. Arthur Montgomery (Industrialismens genombrott i Sverige) tykkjest sjå det same: han merker seg korleis tida med redusert kornimport fell saman med den sterke ekspansjonen i potetdyrkinga, og at det kan vera grunn til å sjå ein årsakssamanheng i det.

Gösta Berg understrekar sakte nepa i hushaldet, men i høve til potetene tykkjest han ikkje vilja gjeva nepa det romet som ein må få inntrykk av at Sigurd Erixon (Landbruket under historisk tid) er inne på: «Hos romarna synes den ha varit ett viktigt födoåmne och under medeltiden liksom under nyare tidens förste århundran fore potatisens införande utgjorde den en betydelses-full beståandel i folkkosten både i Mellan- och Nordeuropa».

Sakte skal ein også vera merksam på opplysningar om nepe som krøterfor, — men ein veit då at noko brei bruk i så måte høyrer eit meir avansert jordbruk til.

Visst er det i alle høve at nepe har vore dyrka på nordisk område i mange hundre år før potetene kom hit. I Uppsala botaniske hage er det oppgjeve at det fanst potetplante i 1658, — og elles høyrer ein frå 1600-åra om potetplanten som prydvokster i svenske slottshagar. I 1724 veit ein at det vart dyrka poteter til mat i Sverige, og at det vart sett inn opplysningsarbeid for å spreia denne matplanten. På norsk område har ein vitring om dyrking av poteter i åra kring 1750. Men nepa har ein litterære opplysningar om både i Norge og Sverige frå 1200-åra. Den norske landslova av 1274 omtalar nepa. Den svenske Götalova har også føresegner om nepedyrking, der det vert peika på kor stort nepe-areal ein skal ha, med trugsmål om bøter dersom ein let vera slik dyrking. Gösta Berg vil likevel sjå desse lov-orda meir som propaganda for nepedyrking enn som føresegn i høve til faktiske omstende.

Det er likevel rimeleg å rekna med nepe-dyrking på nordisk område fleire hundreår før ein finn nepa omtala i lovverket. Det kan vera sumt som tyder på at nepa har vore kjend på nordisk område alt i vikingtida. Då byggjer ein også på meir språklege vurderingar, såleis at nepe på norsk og islandsk (og samisk) er lånord frå angelsaksisk og at vikingar i vesterveg kan ha lært nepa å kjenna i England. Svensk rova og dansk roe skulle tyda på samanheng med lågtysk ord for denne planten.

Den norske kosthaldshistorikaren Fredrik Grøn nemner frå mellomalderen døme på korleis nepa har vorte nytta til mat, — både som nedsalta nepe og tilferda som eit slags surkål. Ein høyrer også om nepe kokt som graut, — det veit mellom anna Petter Dass å fortelja om frå Nordland. Frå svensk område høyrer ein om korleis nepe-velling var vanleg mat hjå bønder i Småland i 1700-åra, og ein har svenske oppteikningar om både steikt og kokt nepe.

Ein må også nemna den dampkokte, den tørrkokte nepa som har vore i brei bruk i Rogaland og som ein kjenner til frå Horda­land også. I Rogaland er det i den søre delen av fylket ein har tradisjonen om den tørrkokte nepa, som vart brukt attåt brød­mat, t.d. på flatbrød, og elles attåt middagsmat også. Spesiell brei bruk tykkjest slik nepe-mat ha hatt som «pålegg», opp-skoren i høveleg tjukke skiver. Ein vil gjerne sjå denne bruken av tørrkokt nepe — som har halde seg langt inn i dette hundreåret i deler av Rogaland — som minning om kokt nepe med sterkt feste i det gamle matstellet.

Kor sterkt nepa stod i så måte — før potetene — kan ein også finna opplyst m. a. frå Setesdal. Johannes Skard fortel at dei «reidde mykje av eple, reidde stampegraut. Men næpone vilde dei inkje vera av med: Mi halle epli goe; men ti undesuvl halle mi næpunn bet'e ....»

I freistnad på å underbyggja det synet at nepa må ha hatt breidt rom i matstellet i tida før potetene, tykkjest ein også kunna finna støtte i gamle rettsprotokollar. Såleis frå Rogaland: by­tinget i Stavanger vedtok 21. oktober 1720 konfiskasjon av 60 tønner neper: «Efter Byens Privilegiers og Sagens Beschaffenhed, at forbemeldte Næper eller Roer, hvilche er en spise som alle her i Byen boende særlig de Fattige, nødvendig behøfver til deris Husis Underholdning, bør være confisqveret».

I samband med denne saka i 1720 får ein også opplyst at det serleg var frå Finnøy det vart tilført Stavanger neper, og ein får utsegn om kor viktig ein også i byen såg nepa som mat.

Breidd over bruk av nepe i kosthaldet i framfarne hundreår finn ein også opplysningar om frå Rogaland i 1600-åra. I ei kost-haldsoppgåve for Stavanger hospital finn ein — etter Sem Aus-trumdal — mellom maten for 9 personar i tida 15. mai 1613 — 1. mai 1614 fem tønner, d.v.s. 540 kg nepe. Det tilsvarer ein dags-rasjon året rundt på omlag 0,2 kg. — eller nærare 75 kg. nepe pr. år pr. person. Ein «indeks-familie» i Stavanger i 1600-åra brukte såleis omlag 300 kg. nepe årleg i hushaldet, må ein tru, meddi ein då går ut frå at dei brukte like mykje nepe i vanlege hushald utanom hospitalet, — rimeleg mat etter måten som nepe var: Prisen på nepe den gongen var 20 skilling tønna, — det til­svara 2,5 kg smør. «Prisen er so pass rimeleg at det lyt ha vore dyrka ikkje so lite nepa i Rogaland», meiner Sem Austrumdal (Mynt, mål og landskyld).   

Ein høyrer frå gamalt gjerne om dyrking av nepe utanom dei vanlege åkrane på heimejorda. Frå Suldal er det såleis opplyst om nepefrø i buhagen. I tradisjons-oppteikningar frå Rogaland høyrer ein om breisåing — og om korleis det var vanleg å blanda nepefrøet med oske. Frå nordisk jordbrukshistorie er det elles velkjent nok korleis nepe kunne vera bråte-vokster. Ein veit også om breidd over nepedyrking i det finske svebruket. Då var det oska som gjødsla, — og det kan då nemnast i samband med den tradisjonelle skikken som heldt seg i Rogaland med å blanda nepefrø og oske.
                                           

Jon Bergsåker.

Strand Kyrkje

Diverse stoff om Strand kyrkje

Strand Kyrkje 2008, foto: Helge Samuelsen

Hefte utgitt i 1974:

Klikk på bildet

I den gamle Strand Kyrkje var det en alterkalk. Da kirken ble revet kjøpte Bergen Museum i 1874 kalken for 14 spesidaler og 30 skilling.

Kalken er i forgylt sølv. Den er smidd, og samlet med små loddede jern/eller metallspiker. Langs skålens rand er den dekorert med en frise.

Den er 19,7 cm høy, br. Fot 11,8 cm og skålen har en diameter på 10,2 cm. Den veier 28,5 lod.

Da kalken ble kjøpt ble den datert til å være fra 1450 til 1550.

Henrik v. Achen ved Bergen Museum har sendt oss disse opplysningene. Han skriver at en så stor kalk – cuppa – skål – synes å tyde på etterreformatisk tid ca 1600.


Det er hva vi pr. i dag har på kalken fra Strand kirke:


Museumsnr: MA_0176

Gjenstand: kalk

Antall deler: 1

Datering: 1450-1550

Proveniens: Kjøpt i september 1874 for 14 Spd. 30 sk. fra Strand kirke, Ryfylke, Rogaland.

Mål: H: 19,7 cm Br: Fot 11,8 cm Diam: Skål 10,2 cm

Beskrivelse: Vekt: 28, 5 lod. Gaveprotokollen daterer kalken til det 14. århundre, men det er utvilsomt feil.

Materiale: Sølv, forgylt.

Teknikk: Smidd. Samlet med små loddede jern/eller metallspiker. Forgylt. Smidd.

Dekor: Frise langs skålens rand, og på knoppen.

Innskrifter: Innrisset under foten: Tegn

Litteratur: Protokoll over gaver og innkjøp 1869-78, sign. F21, fol. 84r, 22.09.1874. Fortidsforen. Årsberetn. 1874, Kria 1875, s. 91 nr. 48. Bendixen XI 1909 pp. 9-10.

Konservert: Tilstand: God

Merknader: Gaveprotokollen daterer kalken til det 14. århundre, men det er utvilsomt feil.

Uten å ha undersøkt den nærmere, skulle jeg tro at datoen kunne settes til omkring 1600, men det er ikke lett utfra et gammel bilde. En så stor cuppa (skål) synes å tyde på etterreformatorisk tid.

Om enkjesete for bispe- og presteenkjer

Holger Barkved, fra Rogaland Historielag Årsskrift 1943

Brev om Kvam i Strand

Den romersk-katolske kyrkja lærte at ekteskapet næmast var å rekna som eit lågare stand. I himmelen ektar dei ikkje kvarandre. Og her på jorda var dei då mest fullkomne som fylgde Kristi guddommelege førebilete og valde å leva ugifte så dei betre kunne tena Gud og arbeida for hans rike. Difor vart det og kravt av dei geistlege at dei skulle liva ugifte.  (Sølibat.)

Imot dette sette Luther opp eit livssyn som stod stikk imot det romersk-katolske og mot alle dei misbruk som var smugla inn under det. Luther seier: «Då Gud. hadde skapt mann og kvinna, velsigna han dei og sa: «De skal veksa og aukast og fylla jorda.» Av dette ordet veit me sikkert at mannen og kvinna skal og må avla born saman. Og dette står like fast som det fyrste, og er endå mindre å ringakta eller le av då Gud signar det og gjer noko meir enn berre det å skapa. Eg maktar difor like lite å lata vera å vera mann som eg greier å vera utan kvinna. Og på den andre sida maktar du like , lite å lata vera å vera kvinna som du greier å vera utan mann. For det er ikkje eit fritt vilkår eller berre ei råd, men ein heilt naudsynleg ting at alt som er mann, må ha kvinna, og det som er kvinna må ha ein mann. For det ordet som Gud seier: De skal veksa og aukast! det er ikkje eit bod, men meir enn eit bod, det er eit guddommeleg verk som det ikkje står til oss å hindra eller lata vera å fylgja. Nei, det er like naudsynleg som at eg er mannfolk og endå meir naudsynleg enn å eta og drikka, hava avføring, sova og vera vaken. Det er ein innplanta natur og art på same vis som dei lemene som høyrer til.»

Luther si læra om ekteskapet vann snart fram. I 1522 gav ham ut Preika om det ekteskapelege livet». Og det varde ikkje lenge før dei tankane han bar fram her vart kjende i Norderlanda og. Det vart gjeve ut mange småskrift om dette emnet, og prestane forkynte dei frå preikestolen. Kor sterk rørsla var, ser ein kanhenda best av at lenge før reformasjonen vart vedteken på riksdagen i København i 1536, tok katolske prestar til å gifta seg.

Men så reiste straks spursmålet seg om korleis ein skulle forsyrgja enkja og barna når ein geistleg døydde. Regjeringa var glupsk til å rana til seg det som kyrkja åtte før og var sidan knipen sned å løna prestane. Det var då ikkje å venta at dei same karane hadde noko sers omsut for å gjeva presteenkjene pensjon. Det ville og vera formykje å venta at kyrkjelyden skulle ta seg av dei. Men enkja og barna burde ikkje døy av svolt heller. Då fann kyrkja på den enkle utvegen å leggja byrda på ettermannen, anten ved å gjeva embetet til sonen eller lata ein annan få det som var viljug til å gifta seg med enkja. Det siste vart det vanlege. Difor fekk alle som søkte eit prestekall høyra: Tak enkja, eller får du ikkje kallet. For det var sjeldan at ein prest døydde utan at det sat ei enkje att etter han.

Og styresmaktene — prost, bisp og lensherre var ope med på at løftet om giftarmål med enkja var vilkåret for å få embetet. Bispen i Oslo, Jens Nielsen, skreiv i 1585 til kongen og bad om at norske kall ikkje måtte stå ledige ut heile «naadensaaret» for at «den fattige Efterleversken kunde blive saaledes forsørget ved Giftermaal, at hun kunde blive der fremdeles».
Grunnen til at det sat att enkjer i å seia alle soknekall var at når ein skulle ta til som prest, var ein ung, og enkja i kallet var som tidast mykje eldre. Når ho døydde, gifte presten seg oppatt. Han hadde då frie hender til å velja kven han ville, og det syner seg då at det vanlege var at dei då valde ei pur ung kone. Så overlevde ho mannen og fekk seg sjølv ein ung mann når ho vart gamal.
Onnorleis kunne det vera med enkjene etter ein bisp. Når ein slik døydde, var det som tidast ein eldre prest eller prost som rykte opp, og han var sjølvsagt gift før. Han kunne då ikkje ha to koner. Det vart då ordna slik at bispeenkja skulle ha ein gard å liva av. Det skolle vera den beste garden som høyrde til embetet nest etter den som bispen eller, presten sat på sjølv.   Det kunne og henda at ein ikkje slapp frå det med presteenkjene på onnor vis, og då galdt regelen for desse.

Me skal då ta fram eit brev om garden Kvam i Strand som vart enkjesæte for bispeenkjene i Stavanger.   Åt bispeenkjene  skulle til Strand kom seg av at bispen i Stavanger samstundes var «rest i Strand.   Dei prestane som var her, var såleis berre kapellanar under bispen.  Denne ordninga varde til 1834.
Biskop Schavenius fortel om dette i Stavanger Stifts Jordebok, den såkalla «Grågåsa» frå 1626. Han seier at Strand opphaveleg høyrde inn under bispen i Stavanger, og dei innkomene som fall til kyrkja gjekk såleis rett til bispen i Stavanger.

I 1707 vart det teke opp «fortegnelse» over prestelønene i stiftet. Om Strand heiter det at det er «Tillagt biskopen, bestyret af en res. cap. Biskopen havde landskylden og korntienden hvilken værdi var 98 rigsdaler - presteskatten 12 rigsdaler 48 skilling = 85 rigsdaler 2 ort. Capellanen havde 3 pd. 10 spd. korn og en half løb-smør som er udi penge 10 rd. 2 ort 2 sk. + offer 60 rd. = 70 rd. 2 ort 2 sk.»

Om Qvams gaard til bispeenchen.

Wii Christian dend femte etc. giøre alle vitterligt, at eftersom hos os allerunderdanigst ansøgis och begieris voris allerunderdanigste confirmation paa effterfølgende breff, lydende ord effter andet som følger:
Wj Frederich dend tredie etc. giøre alle witterligt, at efftersom hos os underdanigst ansøgis och begieris voris naadigste confirmation paa it os elsch: Hendrich Belov till Huidstegaard, vor mand tiener och befalingsmand offwer Staffvanger amtet, hans wdgiffne breff, lydendis ord effter andet som følger:

Jeg Henrich Belov til Huidstegaard, kongl: maytz: befalingsmand offver Staffvanger lehn, giør vitterligt, at eftersom hans kongl: maytz: min allernaadigste herris obne breff for nogle aar siden er vdgangen datterit Aggershuus den 29. augustj anno 1648 anlangendis præsteencherne her udj Norge, som aff kongl: naade ere bevilgede i deris enche sæde och saa lenge de ustraffeligen leffwer at maa niude dend beste aff præstebolens jorder : quit och frj wden skat och ald anden besuæring : nest den jord som præsten sielff besidder, hvorfor och. ingen præst samme jord som saaledis til præsteencherne udneffnis, maa til nogen bøxle videre end hans egen liffs tied, men siden skal enchen, om hund iche i gieldet bliffver, fuldmagt haffwe samme jord at tiltræde, och bunden, som dend kand haffwe i brug, forplicht være dend at endtvige effter præstens døed, naar hans forrige bøxel aff præste enchen hannem igien bliffver erlagt, som høyest bemeldte kongl: benaadings breff udj sig sielff videre formelder.
Da paa det samme hans kongl: maytz: naadigste willie och befaling en gaard til præste enchen at wdneffne, saa wel her udj lehnet som anden stedtz kunde effterkommis at stillis i verch, haffver jeg med den hæderlige och høylerde mand Tommis Chortsen Wegner, superintendent offver Staffvanger stifft : nu sl: hos Gud : paa Staffvanger capittels huus nærværende de høy och vellærde mænd udj capitulet sampt præsterne her udj lehnet dend 11 julij sidst forleden udj it huert præstegield den beste aff præste bollendis jorden nest den jord som præsten selff besidder, udlagt, som præstens enche, om hun iche udj kaldet bliffver forsiunet, effter offte høyest bemelte kongl: maytz: benaadings breff skulde tiltræde, nyde och besidde, som udj capittels bogen samme tid bleff indført och anteignit. Och bleff da och samme tiid aff Strands sogen udlagt och i capittelsbogen indtegnit til offte vel bemeldte den sl: man bispens effterleffwersche I: efftersom samme præstegield ligger tii bispe-stolen och bispen sielff til bemelte gield er sognepræst :| som hund effter hans død schulle haffwe och niude en gaard udj bemelte Strands sogen i Aardals schibred beliggendis wed naffn Quam, som skylder aarligen toe løber smør. Men efftersom derom før den sl: mands døed indtil skrefflig bleff forfatted, uden huis derom, som forbemelt. er, i capittels bogen findis indført, saa haffwer ieg nu da effter begiering hans effterleffwerske den erleg, dydig og gudfrych-tig matrone Anne Christendaatter Trane dette mit breff paa før-bemeldte gaard meddeelt, saa at hun den samme skal haffwe, niude och beholde Uge som andre præsteencher hindis liffs tiid, och det med offwen bemelte conditioner och vilkaar som høystbemelte hans kongl: maytz: naadigst udgiffne benaadingsbreff udj sig sielff videre omformelder. Til detz forsichring jeg dette med signet och egen haand v. viidertegnelse bekreffter. Actum Staffvangers kongsgaard den 4 januarij anno 1655.  Henrich Below.   (L.s)

Da haffver wj forskreffne breff udj alle des ord, clausuler och punchter, efftersom det her offwen indført findis, naadist confirmeret och stadfestet saa och hermed confirmerer och stadfester. Forbiudendis alle och en huer her imod efftersom forskreffwet staar at hindre eller i nogen maade forfang at giøre, under vor hyldest och naade. Giffwet paa vort slott Kiøbenhaffn den 11 julij anno 1662.

Under vort signet.  Frederich.   (L-s.)
 
Da haffwe wj bemelte breff efftersom det her offwen indført findis, allernaadigst confirmeret och stadfestet saa och hermed udj alle sine ord, puncter och clausuler confirmerer och stadfester. For-biudendis alle och en huer her imod efftersom forschreffvit staar at hindre eller udj nogen maade forfang at giøre, vnder vor hyldest och naade. Giffwet paa vort slott Kiøhenhaffn den 11 julij anno 1671.

Under vort zignet

Christian.

P.Schumacher

Holger Barkved

Matrikkel over Strand 1889

Klikk på bildet

Telefonkatalog 1952

Før ble telefonkatalogen inndelt etter sentralene, og ikke alfabetisk. Utdrag fra telefonkatalogen 1954.

Klikk på bildet

Skuleveg frå Botne til Jøssang

Ole Skår har ryddet og tegnet opp gangveien ungane (og andre) gjekk fra Botne til Jøssang (skule). Se Strand bygdebok 1870-1940 side 359 og Strand bygdebok 1840 – 1990 side 219.

Mellom Grønt og Rødt flagg er avviket fra den opprinnelige stien ubetydelig. +/- 4-6 m.
Mellom Rødt og Grønt flagg er trasèen mer usikker, d.v.s. enkelte steder er den nok ganske presis da det  fortsatt er ”ganske vegsynt”, med klare inngrep i naturen.
Derimot er jeg ikke sikker på den oprinnelige trassèen mellom blått flagg og skolestua, men jeg veit at det et eller annet sted var ei bro over elva. Kanskje Vastveitane (Kåre eller Tor) kjenner til dette.

I følge bygdebøkene var ikke denne stien fremkommelig for hest, - det kan nok være at den i sin tid ikke var det, men på et eller annet tidspunkt blei det nok gjort et arbeid for å opnå dette. Trassèen samsvarte jo i stor grad med linjetrassen for telefonlinja /”telegrafen”. (Som vistnok i sin tid også var hovedsambandet mellom Oslo og Bergen). Mulig at det var i forbindelse med strekkinga av denne linja at stien blei utbedret. Når en ser bort fra oppstarten på stien i Botne (som blei ødelagt av ”ny veien” på 1990 tallet) vil det fremdeles i dag sommerstid være fremkommelig med en trent hest langs hele trasseen, forutsatt at man rydder litt kratt.

Bilde viser oppstart av stien fra Botne. Like til venstre for den store steinen er det en liten bekk. Enda 5-10 meter lenger ute skimtes to bjørkestammer som danner en ”V”. Stien starter bak disse.

Eksempel på oppmuring av stien på Botne sida av Kleivane.

Til høyre i bildet kan man skimte stien som går skrått oppover mot høyre.

Her kan man se eksempel på oppmuring av stien  på Jøssangsiden av Kleivane.

(Gå til Lokalhistorie 5)